Gode råd

De gode råd er udarbejdet af dyrlæge ved Hestens Værn, Dorte Vaabengaard og er skrevet på grundlag af en bred erfaring.

For bedst muligt at beskytte føllet mod sygdom, er det vigtigt, at føllet inden for de første 6 timer får tilstrækkelig råmælk og dermed de vigtige antistoffer, som mælken indeholder. Føllet bør som minimum få 500 ml, men 1-2 liter råmælk af god kvalitet er det ideelle – afhængig af race og størrelse. Frisk råmælk er klart det bedste, men frossen råmælk kan også bruges. Er det ikke muligt at få fat i råmælk, bør føllet få en blodplasmatransfusion fra en passende donor.

Når et føl opfostres af en ammehoppe, er det en god idé at fodre føllet via flaske indtil føl og hoppe kan sættes sammen. Mælk fra en hoppe er det bedste, da den indeholder vigtige antistoffer, som føllet har brug for. Alternativt kan mælke-erstatning anvendes. Fodringen med flaske, bør så vidt muligt ligne den virkelige situation, hvor føllet skal søge efter patten for at die. Man kan evt. sætte flasken op i armhulen for at efterligne placeringen af yveret.

Det er vigtigt at huske at en succesfuld adoption afhænger af både føl og hoppe. F.eks. har et stærkt og entusiastisk føl størst chance for succes. Et føl, som har prøvet at die hos en hoppe, har større sandsynlighed for at tilpasse sig ammehoppen, end et føl som ikke har diet, men er fodret via flaske eller spand. Hvis føllet er sygt eller for svagt til at forsøge at rejse sig for at die, bør der i første omgang søges hjælp hos en dyrlæge.

Hoppen bør have sit afdøde føl i boksen indtil det nye føl skal introduceres, eller indtil hun ikke længere viser interesse for sit føl.

De gode råd bringes uden ansvar. Everhorse og Hestens Værn kan ikke drages til ansvar i forbindelse komplikationer eller lign. der skulle opstår ved brug af gode råd fra websiden. Vi anbefaler at konsulterer en dyrlæge, hvis der er den mindste tvivl.